Operation X - Programmer

Operation X: Til glæde og gavn

Operation X-Til glæde og gavn

Morten Spiegelhauer går undercover i branchen for spillehaller og afslører i to programmer en omfattende sort økonomi og svindel med afgifterne i Danske Spils spillehaller.

Med en markedsandel på 30 % er Danske Spil den største aktør på markedet for spillehaller med gevinstgivende spilleautomater.

"Operation X" afslører, at den statsejede virksomheds spillehaller ofte bemandes af udlændinge fra lande som Rumænien og Bangladesh, og lønnen er typisk 25 kr. i timen - sort. Under dække af at ville åbne en spillehal kommer "Operation X"s muldvarp i kontakt med den chef i Danske Spils datterselskab, Elite Gaming, som står for en stor del af spillehallerne. Han fortæller, at han er helt bevidst om den sorte økonomi i spillehallerne, men han vælger at se gennem fingre med det, da det er branchens vilkår.

Kalder kunder for "sølle skæbner"

"Operation X"s muldvarp bliver - af Elite Gamings chefer - instrueret i, hvor han skal placere en ny spillehal. Den skal ligge i et socialt belastet område med mange beboere, som modtager dagpenge og andre sociale ydelser - de såkaldte overførselsindkomster. Elite Gamings analyser viser nemlig, at det er her, de kan få den største indtjening på spilleautomaterne. Samtidig er cheferne helt klar over, at de på den måde er med til at spekulere i social ulykke.

- Det lyder så brutalt at sige, men der, hvor der er mange overførselsindkomster, der spiller spilleautomaterne også godt, ikke. Fordi mange spillehaller er sådan lidt en dagligstue for sølle skæbner. Der er nogle sølle skæbner, som spiller hele huslejen op, og alle børnepengene og hvad ved jeg, fortæller Elite Gamings kædechef til "Operation X"s skjulte kamera.

Svindel med afgifterne

Spillehallerne kan selv råde over en stor del af de penge, der ellers skal betales som afgift til staten. De kan nemlig vælge selv at uddele penge til almennyttige eller velgørende foreninger. Det betyder, at man giver spillehallerne råderet over mere end hundrede millioner kroner om året, og det bliver udnyttet til omfattende svindel.

"Operation X" kan afsløre, hvordan der kræves ulovlig tilbagebetaling på op til 80 % af de udbetalte midler. Samtidig er der dukket en række mistænkelige foreninger op, som modtager mange millioner kroner. Foreningerne har forbindelse til spillehallerne, som på den måde uddeler statens penge til sig selv.

"Operation X" og Morten Spiegelhauer konfronterer bagmændene og direktøren for den statsejede virksomhed, der er involveret i de mange kritisable forhold.

Programmerne vises på TV 2 onsdag d. 27. og torsdag d. 28. november kl. 20.00

Annonce:


Nyhedsbreve.tv2.dk RSS-feeds Pauseskærm

Annonce:

Se også

TV-Oversigt

Se hvornår programmerne bliver sendt på TV 2 på TVTID.DK