Dok

Eks-chikane

Tusindvis af danskere får deres liv ødelagt af chikane

Lone lever i skjul sammen med sin 13-årige datter. Gennem mange måneder er de blevet chikaneret af Lones tidligere mand. Men det er nærmest umuligt at få stoppet chikanen, konstaterer direktør i Dialog mod Vold.

"Det blik han havde i øjnene, det glemmer jeg aldrig. Han havde slået mig ihjel, hvis han kunne" - fortæller Lone, der er en af de mange danske kvinder, der bliver chikaneret af deres eks-mand.

"TV 2 dok.: Eks-chikane" afslører, at tusindvis af danskere får deres liv ødelagt af chikane - uden at myndighederne for alvor skrider ind.

Bortvist et utal af gange
For Lone begyndte det ellers så godt for knap 10 år siden. Hun og eks-manden var vildt forelskede, og Lone syntes, han havde de mest fantastiske øjne. Men for knap et år siden begyndte det at gå ned ad bakke, og i januar blev de skilt.

"Chikanen begyndte med det samme. Han fulgte efter mig hjem fra arbejde, og stod mange gange udenfor vores hus og hamrede på døren og ville ind - også selvom min datter var hjemme" - fortæller Lone.

Politiet bortviste Lones eks-mand et utal af gange, men hver gang kom han tilbage. Og pludselig en dag stod han i Lones køkken, hvor han forsøgte at kvæle hende.

Lones 13-årige datter har oplevet chikanen på nærmeste hold:

"Jeg er bange for, at han skal komme tilbage og kvæle min mor, for jeg kan jo ikke få en ny mor" - fortæller datteren, som har været nødt til at flytte fra sit barndomshjem, væk fra skole og veninder.

Myndighederne kan ikke stoppe chikane

Lones historie er desværre langt fra enestående. I "TV 2 dok.: Eks-chikane" møder vi tre familier, som gennem flere år har været udsat for trusler, forfølgelse og mordforsøg. Fælles for de tre familier er, at selvom de gør alt, hvad de kan, er det umuligt at stoppe chikanen.
De har fået deres tidligere samlevere dømt for vold og injurier, og de har fået oprettet polititilhold, så deres eks-mænd ikke må kontakte dem. Alligevel bliver chikanen ved og ved.

Næsten umuligt at stoppe
- Det er meget svært, om end ikke umuligt at få dømt en person, der chikanerer sin familie, fortæller Helle Øbo, direktør for Dialog mod vold, og ekspert i mænds voldelige adfærd.
- Man er nærmest forsvarsløs mod chikane i vores samfund, og det er ganske simpelt ikke rimeligt", konstaterer hun over for "TV 2 dok."
Hvert år bliver der i gennemsnit dræbt ti kvinder af deres eks-mænd. I langt de fleste tilfælde har der været chikane inden kvinderne blev slået ihjel.

Lone reddede livet i sidste øjeblik:

"Nu håber jeg bare, at ikke han finder mig og vender tilbage for at afslutte sit forehavende" - fortæller hun i "TV 2 dok.".

Annonce:


Nyhedsbreve.tv2.dk RSS-feeds Pauseskærm

Annonce:

Se også

TV-Oversigt

Se hvornår programmerne bliver sendt på TV 2 på TVTID.DK