Basta

WebTV: Snydt for babyudstyr

Forberedelserne er mange, når maven vokser og familien skal forøges. Niels og Olga Vilsen troede, at alt var på plads til den lille ny baby - men fire dage før termin opdager de, at manden, der havde solgt dem babyudstyr for 6000 kr. pludselig er forsvundet.

Allerede tre måneder inden fødslen køber den vordende familie en Luksus Babystartpakke med alt lige fra barnevogn til tremmeseng hos Babylagersalg i Randers. Og så var det på plads - troede de.

Men da familien kontakter Babylagersalg for at afhente de betalte varer kan de ikke komme i kontakt med butiksejeren.

- Jeg ringer 20 gange på en formiddag, forklarer Niels Vilsen. Men det eneste svar er på en telefonsvarer hos Babylagersalg. Den oplyser, at indehaveren desværre ikke kan tage telefonen, da han er travlt beskæftiget med kunder. En melding Niels Vilsen betragter, som en opfordring til at blive ved med at ringe.

Adskillige e-mails og telefonopkald senere føder Olga Vilsen en lille datter. Men lykken er ikke fuldendt.

- Det er meget frustrerende ikke at kunne få sit lille nye medlem af familien med hjem fra sygehuset i den babylift, som vi har købt og betalt flere måneder i forvejen", forklarer OlgaVilsen.

Niels og Olga tager derfor turen til Randers i håbet om at finde både babyudstyr og svar på, hvorfor ejeren ikke ringer tilbage.

Men på adressen, hvor der måneder forinden lå en butik fyldt med babyudstyr, finder de til deres fortvivlelse en tom lagerhal med en seddel i vinduet fra ejeren. Her meddeles det at butikken er lukket, men at den fortsætter på Internettet som web-butik.

Basta opdager, at Niels og Olga Vilsen langt fra er de eneste forældre, der føler sig snydt af Babylagersalg. Talrige debatter dukker op på nettet, hvor forurettede kunder deler erfaringer om deres uheldige køb og manglende varer fra firmaet Babylagersalg. Fælles for kunderne er, at ingen kan finde ejeren, Flemming Heise Nielsen og få en forklaring.

Jagt efter sælgeren

Basta indleder en eftersøgning på ejeren bag Babylagersalg i Randers for at hjælpe Niels og Olga med at få deres 6000 kroner tilbage, og for at finde ud af, hvorfor han fortsætter med at sælge varer på nettet, når stribevis af kunder stadig kan kikke langt efter allerede betalte varer.

Basta finder ejeren Flemming Heise Nielsen, der tydeligvis har svært ved at forklare, hvorfor hans virksomhedsmetoder efterlader en hob af utilfredse kunder. Men Basta kan kort efter viderebringe familien i Nordjylland en undskyldning og en kvittering på tilbagebetaling af de 6000 kroner, de havde betalt for Luksus Babystartpakken.

Samtidig forsikrer Flemming Heise Nielsen, at han fra nu vil svare på samtlige henvendelser vedrørende Babylagersalg.

Annonce:


Nyhedsbreve.tv2.dk RSS-feeds Pauseskærm

Annonce:

Se også

TV-Oversigt

Se hvornår programmerne bliver sendt på TV 2 på TVTID.DK