24-11-09: 15:44
For en måned siden kunne BASTA fortælle om adskillige danske kunder, der føler sig snydt af det norske billetfirma Euroteam. Firmaet leverer ikke de billetter, kunderne har købt, og efterfølgende har de meget svært ved at få deres penge tilbage.
Nu kan BASTA afsløre, at Euroteam sælger billetter de ifølge arrangørerne ikke har tilladelse til at sælge. Og de danske kunder føler sig snydt for tusindvis af kroner.
Det er uanstændigt
Golfinteresserede Pia Gammelby køber i september måned to billetter til verdens mest prestigefyldte golfturnering Ryder Cup for 35.000 kroner.
"De officielle logoer med Ryder Cup vises også inde på Euroteam.nets hjemmeside, så jeg forventer, at det er helt i orden," fortæller Pia Gammelby til BASTA
Men ifølge det Ryder Cup må og kan Euroteam ikke sælge billetter til den eftertragtede turnering. Ryder Cup mener de har sikret sig mod videresalg ved bl.a. at begrænse antallet af billetter per husstand, trykke billede-ID på billetterne og lave en såkaldt billetpulje, hvor kun de, der bliver trukket ud, får billetter. Alle billetter, der er videresolgt, vil ifølge Ryder Cup blive annulleret når køberne dukker op til turneringerne.
Alligevel garanterer direktøren for Euroteam Andreas Gyrre personligt over for Pia Gammelby, at hun og hendes mand vil få de betalte biletter.
"Jeg synes, det er uanstændigt, at Andreas Gyrre lover os, at vi får vores billetter. Han er jo ikke med til Ryder Cup hvor vi risikerer at blive afvist i døren," siger Pia Gammelby.
Var blevet lovet 90 procent
Men Euroteam nøjes ikke med at sælge billetter, som ifølge Ryder Cup er ugyldige. De ændrer også i deres betingelser efter forgodtbefindende.
BASTA har igen modtaget massevis af mails fra danskere, der føler sig snydt af Euroteam. Denne gang fordi de kun har fået halvdelen af deres penge tilbage for billetter til Michael Jacksons koncerter. I alt svarer henvendelserne til 62.000 kroner, hvor Euroteam uretmæssigt har beholdt halvdelen. Firmaet har nemlig efter popstjernens død ændret deres vilkår.
"Vi var blevet lovet 90 procent tilbage, hvis koncerten blev aflyst. Så da de her nye vilkår med kun halvdelen retur bliver oprettet, tænker jeg, det kan bare ikke passe. Nu bliver vi virkelig snydt," siger Tanja Jensen. Hun og kæresten købte 2 billetter til 5000 kroner hos euroteam.net.
De gode råd:
Hvis du kun har fået halvdelen af dine penge tilbage for køb af Michael Jackson billetter, kan du klage til Forbruger Europa ved at følge dette link (se link box) eller kontakte dem på telefon 32 66 90 00.
Hvis du har betalt for dine billetter hos euroteam.net med kreditkort, kan du også få din bank til at trække pengene tilbage. Du skal dog dokumentere, bl.a. ved korrespondance, at du har forsøgt at få dine penge tilbage fra Euroteam selv.
Ifølge den norske forbrugerombudsmand er Euroteams metoder i strid med norsk markedsføringslov. Derfor har han nu indkaldt Euroteam til et møde, hvor han vil kræve, at firmaet straks ændrer deres betingelser.
Euroteam svarer BASTA
BASTA rejste til Oslo for at få et svar fra Euroteams direktør Andreas Gyrre. Men han ville ikke stille op foran kamera. Derimod ringede han pludselig til Tina Nikolaisen, da hun i taxi var på vej til lufthavnen.