Programmer på TV 2

Seerne er vilde med Jesper

jesper i de voksnes rækkerFoto: TV 2

Charmetrolden Jesper, som lider af progeria, har for alvor vundet de danske hjerter, og hilsnerne strømmer ind til ham. Men det tager han nu med ophøjet ro og sin sædvanlige livsglæde

"Man skal nyde livet, mens man har det" er et ordsprog, der for alvor gælder for 14-årige Jesper Sørensen fra Nordjylland, som lever et liv med den svære sygdom progeria - en genetisk fejl, der får kroppens celler til at ældes med ekstrem hast.

Jesper charmerede sig ind i danskernes hjerter i 2008, da TV 2 viste dokumentaren 'Drengen i den gamle krop'. I 2011 blev der lavet et opfølgende program 'Jesper i de voksnes rækker', som fulgte Jesper frem til sin konfirmation d. 8. maj 2011.

Programmet blev genudsendt i går på TV 2, og den lille dreng, som forsikrer tv2.dk om, at han er vokset mere end de 116 cm, han var på sin konfirmationsdag, er stadig lige så populær blandt danskerne.

Du er verdens sejeste mand!
Faktisk er hilsnerne strømmet ind til Jesper på hans facebookside, hvor der er godt 199.000 fans, siden udsendelsen blev vist i går aftes. Folk er vilde med Jesper og synes, at han er en skøn og livsbekræftende dreng.

"Du er en rigtig sej gut, hvis alle var lige så positive som dig, så var verden en helt anden. Hav det godt Jesper", skriver Johnny Fiil Adler på Jespers facebookside, og flere stemmer i:

jesper i de voksnes rækkerJespers livsglæde beundres af mange
Foto: TV 2

"Jesper du er verdens sejeste mand", skriver Jan Vognstrup Frank.

"Det er simpelthen en stor fornøjelse at opleve dit livsmod, og din glæde for livet er en stor inspiration for mig og mange andre. Jeg håber, at du får masser af gode oplevelser på din vej gennem livet", skriver Kenn Koch.

En ydmyg nordjyde
Alt i alt har godt 100 mennesker indtil videre været inde og skrive på Jespers facebookside, som han måtte oprette, fordi man kun kan have 5000 venner på sin almindelige profil. Men populariteten er bestemt ikke steget den jordnære nordjyde til hovedet.

"Det er dejligt at folk gider skrive til mig for at høre, om jeg har det godt", siger han med den samme ydmyghed, som man kan opleve i programmet.

Et hurtigt tjek rundt på forskellige danske kunstnere og tv-programmes facebookside afslører dog, at de færreste kan hamle op med Jespers popularitet. Ikke engang den populære 'Voice'-coach L.O.C. har så mange fans på facebook, som Jesper har - og det overrasker nordjyden.

"Åaarh, altså. Ja okay. Jeg kender godt LOC, og der er mange, der synes, at han synger godt og at han er en stor stjerne. Jeg vidste faktisk ikke, at jeg har flere fans på FB end ham", fortæller Jesper.

Jeg kommer til at leve et langt liv
Man kan ikke andet end at blive ramt i hjertet af den 14-årige dreng - mand med den store livsglæde. Læs mere via artiklens højre hjørne om, hvordan Jesper har det i dag.

En ting er han dog ikke i tvivl om, og han beder os om at sende følgende hilsen videre til alle dem, der har set programmet og er interesseret i hans ve og vel.

"Jeg har det stadig godt - og jeg tror, at jeg kommer til at have et langt liv...."

Se eller gense programmet med Jesper via linket i artiklens højre hjørne, og følg ham på Facebook, hvis du vil se, hvad han oplever fremover.



Nyhedsbreve.tv2.dk RSS-feeds Pauseskærm