19-04-10: 14:24 | opd. 22-04-10: 20:35 | af: psch
Se den rystende dokumentar om Hanne Louise og hendes mor torsdag 22. april kl. 20.35Hanne Louise får store problemer, når hun skal klare sig selv. Hun har været anbragt hos en plejefamilie i 10 år, men bliver sendt hjem til sin mor af kommunen. Det fører hende ud i et så massivt stofmisbrug og kaotisk liv, at hun er tæt på at blive narkoman lige som sin mor.
"Jeg vil ikke ende som min mor," siger Hanne Louise Simsby, selv om hun godt ved, at hun er godt på vej til at ødelægge sit liv.
Hanne Louise er kun 16 år, da Slagelse kommune vælger at flytte hende fra plejefamilien og hjem til sin mor. Plejefamilien advarer kommunen om, at det vil gå helt galt for Hanne Louise, fordi hendes mor slet ikke kan klare Hanne Louises store problemer.
I pigens journal fremgår det, at sagsbehandleren også vurderer, at det vil gå galt. Slagelse kommune sender Hanne Louise hjem til et forudsigeligt nederlag.
Se redegørelsen fra Slagelse Kommune til TV 2 i sin fulde ordlyd i linket her til højre.
Alle planer bryder sammen
I programmet "TV 2 dok.: Jeg vil ikke ende som min mor" ser vi Hanne Louises kaotiske liv, hvor alt handler om at få fat i nye stoffer til næsen. Alt andet synes ligegyldigt for Hanne Louise, og alle planer om uddannelse og job bryder sammen.
Hanne Louise er et af de mange anbragte børn, der ikke magter at klare sig selv, når de forlader det trygge liv i plejefamilien. Folketinget har ellers bestemt, at kommunerne skal hjælpe de anbragte børn, når de skal til at klare sig selv.
Hanne LouisePolitikerne ønsker at bryde den sociale arv. Men det er kun hvert fjerde anbragte barn, der får den hjælp - det såkaldte efterværn. Og mange af de unge ender som deres forældre - i misbrug og kriminalitet. Fire ud af 10 indsatte i de danske fængsler har været anbragt som barn.
Tarv alvorligt truet
Hanne Louises liv ligner mange af de andre 12.000 danske børn, der er anbragt. Hun blev først tvangsfjernet som 7-årig, selvom de sociale myndigheder havde fået en række underretninger om, at hendes tarv var alvorligt truet, fordi hendes mor var narkoman og psykisk syg. Hanne Louise får det bedre under anbringelsen hos plejefamilien. Men pludselig beslutter kommunen at sende Hanne Louise hjem til sin mor, og alt går galt igen.
I programmet møder vi Hanne Louise i en lejlighed, hvor Slagelse kommune til sidst laver en anbringelse af hende. Sagsbehandleren havde lovet, at der ville komme en kontaktperson og hjælpe Hanne Louise med at klare dagligdagen. Men der kommer ikke nogen, og i stedet bliver lejligheden samlingssted for byens unge stofmisbrugere. Og Hanne Louise bliver til sidst smidt ud af lejligheden.
Det er så usselt
Plejemoren Gitte og Hanne LouisePå sidelinjen kan plejemoderen Gitte bare iagttage, at Hanne Louises liv bliver ødelagt. Plejemoderen er magtesløs og kommunen vil ikke høre på hendes advarsler. Hun føler, at alt det gode arbejde, som hun i årevis har gjort for at hjælpe Hanne Louise på vej, er spildt.
"Det er så usselt, at hun er sunket så dybt, for hun er sådan en sød pige," siger plejemoderen Gitte.